torsdag den 23. februar 2012

Nikolaj og Nukaka

Praktfuglens Wordfeud-forelskelse viste sig ved nærmere eftersyn at være hverken Michael Birkkjær eller Nikolaj Coster-Waldau (han var meget mere, men det er en anden historie).

Men det skal ikke forhindre Praktfuglen i at henføres i drømmeverdenen, når hun som på denne solbeskinnede torsdag sidder på Baresso i Lyngby og får sig en uskyldig skinny latté, for det har hun denondelynemig fortjent med alt det hun har måtte gennemgå i løbet af sådan en følelsesladet arbejdsuge.

Da hun kommer ind får hun straks øje på den smukke kvinde, der sidder og stråler. Det er Nukaka, det smukke menneske! Næsten lige så smuk som Praktfuglen selv (og noget slankere - og med en kende mere star quality).

Praktfuglen får sig placeret, så hun kan betragte smukke Nukaka. Og drømme...

Praktfuglen tænker, at havde hun været lidt mindre Gladsaxe og lidt mere Hellerup, så ville Nukaka og hun have været veninder og mødes for at spise de økospeltboller, som Praktfuglen havde taget med hjemmefra, for Nukaka var håbløs til at bage. Og de ville grine og tale om Nikolaj, der snorkede noget så gudsjammerligt.

Så kommer der en mand ind på Baresso. Han giver Nukaka kram og blomster.

Straks øjner Praktfuglen skandalemateriale til sin næste blog. Godt nok følger hun ikke med i den kulørte presse, men hvis Nikolaj var blevet single, så ville hun have hørt det. Uden tvivl! Og hun er faktisk sikker på, at bedsteveninden Nukaka ville være helt ok med, at Nikolaj og Praktfuglen fandt sammen, for Nukaka kunne jo godt se, at de var et perfekt match. Der var jo noget helt særligt mellem Praktfuglen og Nikolaj, det var tydeligt for enhver. Sådan måtte det være.

Alle smiler på Baresso. Og så sker det! Lige som Praktfuglen er gået op efter sin skinny latte og er på vej tilbage til sit bord med udsigt til stjernerne. Så kommer Nikolaj, det smukke menneske! Kys, kram og kærlighed til Nukaka, kram til blomstermanden (og ros til blomsterne).

Praktfuglen aner, at Nukaka og Nikolaj nok stadig er sammen.

Praktfuglen smiler, Nikolaj smiler, deres blikke mødes og Praktfuglen smelter i et ganske særligt øjeblik, som desværre - erkendelsen er bitter - opleves af Praktfuglen alene. For Nikolaj har allerede verdens dejligste Nukaka, der også smiler - og helt sikkert ville give grønt lys for, at Nikolaj og Praktfuglen fandt sammen, for det var der jo virkelig ikke noget at sige til...

Hvis bare de kendte Praktfuglens fantastiske væsen...

tirsdag den 21. februar 2012

Kærlighed bag lås og slå!

Bryggebroen ved Fisketorvet i København danner rammen om et velbesøgt udflugtsmål for forelskede par, der ønsker at cementere deres parforhold, og på en smuk og romantisk måde vise omverdenen, at de hører sammen for evigt.

De udfører et særligt ritual (oprindeligt en kinesisk tradition, der nu til dags tilsyneladende udspiller sig på broer og pladser overalt i verden).

Parret går hånd i hånd ned til nøgle- og hælebaren og køber den smukkeste (eller største) hængelås, de kan finde. Den skriver de deres navne på og tegner små hjerter med sprittusch (og de mest velstillede får navnene indgraveret).
Så går de - stadig hånd i hånd - ned på Bryggebroen, hvor de låser hængelåsen fast på en af broens stålvejere. De kaster nøglen i vandet. Den synker til bunds og ligger nu blandt sten, tang og bundslam sammen med tusindvis af andre nøgler, umulig at finde igen.
Parret føler glæde ved dette symbolske ritual, hvormed de er nu smedet sammen. Deres kærlighed hænger lige der og dingler på en stålvejer over de københavnske vande. Det er smukkere og bedre end ægteskabet.

Praktfugl & Pedersen-Segunda har om man så må sige været "around the block" en eller flere gange, når det kommer til kærlighed og parfohold - og har derfor oplevet kærligheden på godt og ondt. Man tillader sig derfor at stille spørgsmål ved, at man bruger låsen som en symbol på kærligheden, når det er basal allemandsviden, at lige præcis låsen tjener helt andre formål; nemlig at holde fanget, at begrænse, at stjæle frihed!

Hos Praktfugl & Pedersen-Segunda tager man selvsagt afstand fra enhver form for frihedsberøvelse af hjerte og sjæl. Man mener, at kærligheden blomstrer bedst, når man har frihed til at være den, man er.

Ved nærmere eftertanke, synes Praktfugl & Pedersen-Segunda faktisk, at hængelåsen er noget nær det tåbeligste symbol på kærlighed, man kan komme i nærheden af.

Men nu hænger de der altså, låsene på Bryggebroen. Tusindvis af tåbelige kærlighedssymboler.
De hænger der til evig tid", siger parrene og smiler, når de sammen kaster nøglen i vandet, vender næsen hjemad og så tænker de ikke mere på det.
Men Praktfugl & Pedersen-Segunda, der er klogere og mere velbevandrede ud i kærlighedens ups and downs, ved jo godt, at hvis man bare vender ryggen til kærligheden og ikke plejer den, så forgår den; enten ved hjælp af dagligdagens erosion eller utroskabens boltsaks..

lørdag den 18. februar 2012

Wordfeud - fra scrabble til lir!

 
Praktfugl og Pedersen-Segunda har modtaget en skrivelse fra en engageret og forelsket læser. Vi gengiver det her (forkortet og anonymiseret af red., navnet er redaktionen bekendt):

"Min nyeste ven - og enkelte dage bedste - er en, jeg har mødt på wordfeud, som dukkede op som random player en dag for nogle uger siden. Vi har taget et spil hver dag og chattet gevaldigt. Vi har aldrig mødt hinanden og kommer heller aldrig til det. Alligevel har jeg det godt i hans selskab.

Og jeg spekulerer ikke over, om han måske er stjernepsykopat eller stalker eller iPhone-hacker, der vil lense mig for mine oplysninger. Eller en af de fupmagere, man har hørt om i nyhederne, der lokker store summer penge fra naive kvinder.

Han er der hver morgen, når jeg står op og siger godmorgen. Han siger godnat, inden han går i seng. Han roser mig, hvis jeg finder en særlig svær kombination af bogstaver. Vi spiller på dansk, har lige snuppet et par spil på engelsk og taler om at avancere til fransk? Ja faktisk tage alle sprog. Og så er vi gået fra almindelig scrabble til god gammeldags lir! Man kan faktisk sige, at vi er i færd med at tage vores forhold ?to another level??

Nogle dage fantaserer jeg om, at han i virkeligheden er Michael Birkkjær eller Nikolaj Coster-Waldau og at dette tilfældige møde over 90 bogstaver, vil blive starten på noget nyt og smukt og fint og rigtigt. Men IRL er en anden historie og jeg ved det. Så jeg bliver i drømmen. Og svarer undvigende, når han foreslår at mødes over et spil scrabble og en G&T IRL. Tanken om skuffelsen, hvis han viser at være 17 år og halvanden meter høj - eller Peter Lundins onde tvilling - er ikke til at bære .

Nå, det er vidst min tur. Hvorfor har jeg ikke en eneste vokal?"


Prakfugl og Pedersen-Segunda spørger, hvad det lige er, der gør, at en fuldstændig ubetydelig udveksling af ord kan blive til en betydningsfuld relation. Hvordan kan det være, vi knytter bånd med folk vi ikke har mødt? På facebook, på wordfeud, på datingsider, i chatfora? Er det ensomhed, er det ynkelighed eller er det nysgerrighed? Eller er det distancen, vi tænder på?

Vi ved, at kvinden bag brevet har en verden fuld af gode venner og et fantastisk liv, der er rigt på nærvær, relationer og oplevelser. Og alligevel er det en person, hun ikke kender, hun deler tanker med i disse dage. Måske er det drømmen, han repræsenter?

fredag den 17. februar 2012

Den perfekte mand findes!!



Praktfugl & Pedersen-Segunda har på det seneste fået nogle indrapporteringer om et højst usandsynligt fænomen, som hidtil har været betragtet som ren og skær vandrehistorie på linje med Loch Ness-uhyret og den afskyelige snemand. Men vi har nu, efter grundig research, endelig fået bekræftet denne glædelige nyhed, som vi er stolte over at kunne dele med jer i dag:


Den perfekte mand findes!!

Han er nærværende. Både når I er sammen og når I er hver for sig.
Han ringer. Han sms'er.
Han kalder dig smuk. Og fantastisk. Og dejlig.
Han synes, du er herlig at lytte til. Han synes ikke, at du taler for meget.
Han får dig til at skælve ved den mindste berøring. Og til at skælve endnu mere ved den største. For han rører ved dig på en særlig måde.
Han er ikke bange for at fortælle dig, hvad han føler.
Og når i har elsket (for det gør I, I knalder ikke bare!), så lægger han sig ikke bare om på siden og falder i søvn. Han holder om dig og taler med dig til du selv slumrer hen i hans arme.

Han giver dig blomster.
Han inviterer dig på middag.
Og på hotel.
Og I taler sammen. Om alt.

Han er smuk.
Han har humor.
Han er beleven og taler flere sprog flydende.
Han engagerer sig i velgørende arbejde.
Og alligevel synes han, at du er for god til ham.

Han aer din kind.
Han kærtegner din krop.
Han kysser dig overalt.
Han kaster sig over dig.

Han smiler.
Han ser dig dybt i øjnene.
Han ser dig.
Helt.
Han forstår dig.
Helt.
I smelter sammen.
Helt.

Og når I skilles, har han ikke lyst til at lade dig gå. Og du har selv lyst til at glemme hverdag og madpakker og bare blive.
Lige dér.
I nuet.
Med ham.

Kalenderen må frem, for I skal finde en ny dag at mødes:
"Nej, der har jeg børnene", siger du.
"Nej, der er jeg på kursus", siger han.
"Nej, der kommer mine forældre", siger du
"Nej, der har min kone fødselsdag"...

Tavshed

Pause

Pause

Men selvfølgelig lykkes det for jer at få en nu aftale.
I kan slet ikke lade være med at ses.
I er jo slet ikke færdige med hinanden.
Det er helt.
Og aldeles.
Rigtigt.
Med jer to.

Praktfugl & Pedersen-Segunda ønsker en rigtig god dag til alle. Husk at lykke i korte glimt også er lykke. Lev i nuet og lev med hjertet!

torsdag den 16. februar 2012

"En ansvarlig voksen"!!



Fraskilte forældre - mænd såvel som kvinder - skal lære to vigtige livslektioner for at kunne begå sig i det inferno af aftaler, der uundgåeligt skal indgås med den anden part, på trods af de årelange frustrationer, man har fået opbygget, før man blev skilt.

1. at klappe hesten
2. at sluge kameler

Det samarbejde, der ikke fungerede, da man var gift, skal efter skilsmissen som ved et trylleslag være alt det, som ægteskabet ikke var.

Lektion 1: At klappe hesten
Det nytter ikke, at man farer i flint og lader aggressionerne få frit løb, når eks'en eksempelvis udlader at ringe fra skadestuen, hvor jeres fælles barn er til observation for hjernerystelse efter at have kælket frontalt ind i et træ i fuld fart ned af parkens største bakke.
Din eks har nemlig været til parterapi ligesom dig og gudhjælpemig også på noget NLP-kursus som et led i noget medarbejderudvikling på jobbbet. Så han taler anerkendende girafsprog og har lært sig et par nyttige fraser: "jeg kan høre, du er vred, men jeg er en ansvarlig voksen! Jeg tog ansvar!"
Og ja, du har lyst til at råbe - og måske ligefrem slå - men det nytter ikke. Du skal bare klappe kaje og klappe hesten, for der er intet at stille op mod anerkendende fraser, uanset hvor meget du så end er ved at kaste op over dem.

Lektion 2: At sluge kameler
Denne lektion går i gang, når du har hidset dig ned efter første lektion og blodtrykket er nogenlunde stabiliseret. Du må indse, at din eks har indprentet sig frasen "jeg er en ansvarlig voksen!" og at den vil møde dig, hver gang, der er optræk til konflikt, så du kan stå der og se uansvarlig ud, mens din eks gemmer sig bag sin frase.
Og så er det fløjtende ligegyldigt, at du rent faktisk synes, vedkommende er verdens mest uansvarlige voksne, der underkender jeres barns behov for at have begge sine forældre hos sig i nødens stund. Og som ikke respekterer din omsorg og bekymring.
Lev med det! Slug kamelen! Det bliver ikke bedre! Din eks kommer aldrig til at forstå det og du må bare ty til illusion og selvbedrag og acceptere, at når dine børn er hos din eks, så er de hos "en ansvarlig voksen"!

(Fiktive eksempler selvfølgelig. Plukket ud af den blå luft. Praktfugl og Pedersen-Segunda forholder sig ingenlunde til virkeligheden!)

tirsdag den 14. februar 2012

BOYKOT VALENTINS DAG!!!!


Praktfugl og Pedersen-Segunda ville i dag have beriget læserne med endnu dybt seriøs, positiv og debatskabende blog om parforholdets glæder og sorger. Men i anledningen af Valentins Dag nedlægger vi arbejdet og fordyber os i følgende aktiviteter:

1. Henslængning på sofa med hoved under dyne.
2. Indtagelse af 4-6 poser chips, slik og chokolade samt uanede mængder gin - og så en treo med citrus opløst i cola hver 4. time.
3. En stak gyser-/porno-/actionfilm i lavbudgetgenren.

Og hvis nogen skulle få den obskure tanke at invitere os på romantisk stearinlysmiddag på hyggelig restaurant i storby i Europa, så skal de denondelynemig vide lige med det samme, at... at... at... at den lille sorte og de selvsiddende ligger klar sammen med passet og kondomerne.

lørdag den 11. februar 2012

Søges: Opfinder af mandesammensmeltningsapparatur!


Praktfugl og Pedersen-Segunda søger asap en kyndig opfinder til udvikling af brugervenligt udstyr med følgende funktion:


Sammensmeltning:

Vi ønsker et apparatur, der kan udtrække specifikke kvalifikationer fra to eller flere mænd og sammensmelte dem i én.


Det kunne være, man tog en høj, atletisk type med store, grove hænder, med humor og en kunstnerisk åre?. Apparaturet skal kunne udvinde de begrænsninger, han nu engang også besidder i al sin perfektion. De begrænsninger, der gør, at han trods sine fysiske fortrin og sit behagelige væsen er ude af stand til at comitte sig uanset, hvor dejlig han så egentlig synes man er. Og som stadig drømmer om et liv i fred og harmoni med den eks, han blev skilt fra for år tilbage.

Man skal så tage en ny mand, der har nogle andre mangler. Det kan være, han er mærkbart lavere end den kvinde, der skal bruge ham (kun et eksempel of course).
Af ham skal man udvinde følgende kvalifikationer: En knivskarp hjerne og karisma. Hans evne til nærvær. Man skal udvinde den måde, han ser en på, den måde hans hænder kærtegner på og den måde han beskriver sine følelser på. Og hans læber! Og øjne! Dem må man ikke glemme. Hans vielsesring lader man sidde på hans finger, mens man udvinder kvalifikationerne og overfører dem i den første mand, for han har jo fået frigivet noget plads.

Hvis du er en opfinder, der besidder evnerne til at udvikle ovennævnte produkt, så send venligst en ansøgning vedhæftet cv til desperatogforvirret@kvinde.dk . Vi opfordrer alle til at søge uanset køn, alder, etnicitet, religion og politisk tilhørsforhold. OBS: Vi er en velgørende organisation og er derfor ikke lønførende.

onsdag den 8. februar 2012

Glad fucking smiley!
















Praktfugl og Pedersen-Segunda har observeret, at mange, der praktiserer eller har praktiseret netdatingens ædle kunst, har oplevet følgende situation:


Man glæder forventningsfuldt sig til den date, man endelig har fået passet ind mellem dine-og-mine børn, løbeaftaler, aftenmøder på arbejdet, fredagsøl med vennerne, badminton og terapi.
For man er vel en travl karrieretype i elitedater-segmentet, der ikke uden videre flytter aftaler for en første date, når man alligevel ikke ved, hvad det vil føre til (om noget)?
Derfor er alene det at få en date i hus et udtryk for, at "der nok er noget særligt der?"

Og så står man der en onsdag aften og har afsat 3 timer af sin kostbare tid. Man glæder sig. Man har købt ny kjole og en ny lipgloss med minimum 24 timers kysseholdbarhed og glimmereffekt.
Man har endda fulgt bedstevenindens råd og undladt at barbere sine ben i tre dage, så man er helt sikker på, at man - om ikke andet! - har forfængelighedens råstyrke til at levere et blufærdigt nej, skulle der være optræk til sex på første date.

Man er med andre ord klar til mødet med Mr. Right! Lige indtil mailen tikker ind: "Jeg kan desværre ikke mødes med dig alligevel. Jeg tror, jeg har mødt en, og jeg vil gerne se hvad det fører til... Held og lykke med kærligheden. Glad F****** smiley!!"

Afvisning! Nederlag! På sådan en noget nær perfekt og potentielt romantisk onsdag! Og alligevel netdatingens mest plausible undskyldning, fordi det, at man ser andre, er en naturlig del af gamet.

Eller er det? Når det sker igen og igen, begynder man at tage det på sig. "Er jeg virkelig så kedelig? Kan han lugte min desperation? Var det noget, jeg skrev i den ellers intense og hede mailkorrespondance, der har stået på i næsten 18 dage? Hvorfor? Og han har jo ikke engang set hverken hængepatter eller slaskebag endnu!" (og stakkels den, der er i besiddelse af begge dele!)

Til de, der har oplevet dette, har Praktfugl og Pedersen-Segunda kun et at sige: Op på hesten igen! Hvis din netdate ikke engang vil mødes, så var han ikke det værd. It's not you, it's him! Måske har han rent faktisk mødt en? Og måske bliver de lykkelige sammen? Og skulle du falde over ham på datingsitet igen i næste uge, så er det bare bad luck. And his loss by the way!

Glad smiley :)